Første indlæg :) – knuden i brystet

Så begiver jeg mig ud i det.. opstart af en blog.. åhh så moderne og hvad skriver man så i det første indlæg.

Hmm nå men det jeg tænker med denne blog er at dele mine tanker om mit forløb og de beslutninger og ting vi skal igennem. Så kan I følge med hvis I har lyst og kommentere hvis I vil. Og dels er det min måde at bearbejde dette på.

Det hele startede i november da jeg, under en ferie til Japan, fandt en knude i det venstre bryst. Jeg ammede fortsat vores søn så tænkte egentlig ikke over det, da det er helt normalt at få mælkecyster under amning. Så det var jo helt sikkert det jeg havde. Efter et par uger og jeg ikke kunne amme den væk, eller selv malke den ud – hverken med håndkraft under bruseren eller med brystpumpe, ringede jeg alligevel til lægen. Synes egentlig, at jeg altid har haft en god føling med min krop og var bange for at den ophobede mælk skulle give mig brystbetændelse så måtte jo lige høre hvad jeg skulle gøre ved den.

Lægen kunne henvise mig direkte til kræftpakken, men dette skød jeg hen for det var det jo i hvert fald ikke. Hvor skulle jeg dog have fået det fra. Ingen i min familie har jo været ramt af brystkræft som ung så det lå da ikke i mine gener?! Vi blev enige om, at jeg skulle henvise til ultralyd (UL) og mammografi så det fik jeg tid til ugen efter.

Dagen efter lægebesøg fandt jeg ud af at jeg var gravid – igen. Jubii, vi skulle have en lille ny start august 2017 og Andreas skulle være storebror, mit største ønske var opfyldt 🙂 Hvilket vi glædede os meget til. Nu gav det også bedring mening at cysten var kommet da min krop blev fuld af hormoner igen. Jeg ville ikke have foretaget mammografi da jeg kom til scanningsklinikken og vi startede med UL og så måtte vi selvfølgelig lave mammografi hvis UL viste noget ondt. Læge scannede brystet og sagde med det samme, at det bare var en mælkecyste og overhovede ikke lignede brystkræft. Han ville tømme den og så var alt godt, jeg skulle i hvert fald ikke have lavet mammografi da jeg var så ung og statistisk set havde næsten 0 chance for at få brystkræft. Han stikker så for at tømme cysten, men i stedet for mælk kommer ren frisk blod ud. Han bliver mærkelig i hovedet og undrer sig og spørger om jeg har slået brystet, hvilket jeg ikke havde. Han tømmer cysten og henviser mig direkte til brystkirurgerne til videre udredning da det ikke er normalt med blod i en cyste. Hans teori var at Andreas under amning havde været lidt for voldsom (hvilket han også var på vores ferie) og der var kommet en lille rift på et blodkar. Dette gav god mening i mit hovede. Knuden kom hurtigt igen, selvom han lige havde tømt den og det mælk jeg malkede ud var fyldt med blod, dette undrede mig, men ja ja de havde jo også lige stukket i brystet. Blodet blev ved i mælken og mit bryst blev mere og mere spændt af mælk og anede ikke om jeg måtte malke ud da det ville medføre tryk på brystet som lægen havde sagt jeg skulle undgå. Jeg gik og ventede på at høre fra brystkirurgerne så jeg kunne få svar på hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke vente længere og julen stod for døren så jeg kontaktede egen læge som fik mig ind på hospitalet til undersøgelse dagen efter. Det var igen til UL og biopsier. Her så lægen noget der heller ikke lignede brystkræft, men en cyste. Hun så dog også en lymfeknude som så lidt anderledes ud, så den blev der også taget prøve fra.

Jeg skulle komme til svar på prøverne lige efter nytår – 5/1-17. En dag hvor jeg gik i frokostpausen op for at få svaret – der var jo intet ondt i det bryst. Ganske rigtigt prøverne fra brystet kom tilbage med svar på intet ondt, men der var ikke nok prøvemateriale fra lymfen til at de kunne analysere det. Så jeg skulle ind til nye prøver når de nu havde set noget der så lidt anderledes ud. Dette fik jeg tid til den 11/1 og skulle komme til svar 24/1.

Alt imens havde jeg en underlig mavefornemmelse omkring graviditeten som jeg ikke havde med Andreas. Kan ikke sætte ord på hvad. Men det fik mig til at købe en tidlig scanning som viste at det ikke svarede overens med det, det skulle. Jeg blev scannet i alt 4 gange og taget blodprøver som viste ingen liv. Graviditeten var gået til grunde i 6+3 så jeg fik foretaget en abort lige inden jeg kom til undersøgelse 11/1.

Derfor fik jeg nu foretaget mammografi som umiddelbart så fint ud og yderligere biopsier af cyste og lymfe. Denne gang tog hun mange og tømte cysten (som havde gendannet sig igen, igen) igen.

Den 17/1 – på min svigerfars 65 års fødselsdag ovenikøbet, skulle jeg til kontrol med aborten og mens jeg sad i venteværelset, ringede de fra brystkirurgisk hvorfor jeg ikke var dukket op. Jeg havde jo først tid ugen efter, så derfor og de sagde tiden var blevet lavet om men jeg så bare ikke havde fået beskeden. Jeg skulle komme derind så hurtigt jeg kunne og her kom min dårlige mavefornemmelse.

Min mand Niels havde hele tiden haft en dårlig mavefornemmelse med knuden og ville, at jeg skulle have en med til svar, men jeg skød det hen og beroligede ham og lovede at ringe når jeg havde svaret, derfor tog jeg også selv derind den 5/1. men nu den 17. sad han i møde og svarede ikke på SMS, så jeg tog selv derind umiddelbart efter gynækologen, vi vidste jo heller ikke, at jeg skulle derind den dag.

Jeg kom ind og spurgte med det samme om de havde nok hvortil de svarer ja og at det desværre ikke er så godt. Der er fundet kræft både i væggen til cysten og i lymfeknuden. Min verden stod stille lige et øjeblik og hjertet galoperede. Shit hvad skulle der nu ske.

De havde planlagt mig til operation allerede ugen efter og derefter skulle jeg modtage efterbehandling i form af kemo og stråler og antihormonbehandling for biopsien tydede på at kræften er hormonfølsom.

Nu kom der mange spørgsmål. Vil du have flere børn? så skal du tale med fertilitetslægerne om fertilitetsbevarende behandling. Hvornår kemo og stråler, hvordan påvirker det hele mig?

Alt dette kan I læse mere om på de efterfølgende indlæg.

2 tanker om “Første indlæg :) – knuden i brystet

  1. Åh søde dig<3
    Igen triller tårerne når jeg læser det – selv om du jo har fortalt mig det hele!
    Du er pisse sej og jeg er glad for jeg kan følge med her (selv om du ikke slipper helt for at snakke med mig i telefonen) 🙂
    Tror det er en rigtig god ide med en blog – en god måde at få tankerne skrevet ned som vi snakkede om!
    Jeg er med dig hele vejen<3

  2. Kære søde Charlotte
    Tak for din åbenhed omkring din sygdom – det gør det ukompliceret at være sammen med dig/jer. Men hvor ville jeg ønske, at du og din familie ikke skulle igennem dette her. Men du er mega stærk og pisse sej – og verdens dejligste mor for Andreas. Glæder mig til vi skal holde en stor nu-er-jeg-færdig-med-kemo-og-stråler-fest. I kan regne med os – vi er også med hele vejen:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *